-Oldtime Musik

Old-time musikken, en personlig udlægning.

V/Ole Rossel

Efterfølgende udlægning af begrebet Old-Time Music (herefter OT) er naturligvis fuldstændig subjektiv og udfærdiget på baggrund af personlige præferencer, fordomme og – ikke mindst 37 års dybt engagement i musikken og den tilhørende kultur.
Almindeligvis forstås OT som amerikansk folkemusik, der har udspring i de traditioner, instrumenter, danse og sange som britiske indvandrere bragte med sig over Atlanten, og som den udviklede sig over et par århundreder i det sydøstlige USA, først og fremmest i bjergområdet Appalacherne. Det var da også i denne sammenhæng, at begrebet OT opstod som en genrebetegnelse på de første kommercielle grammofonoptagelser med ”Sydens landlige musik”.
Hos mange, der hører OT for første gang, melder der sig reaktioner som: ”Cowboy-musik”, hvilket kan forklares ved at mange old-timere drog videre til beskæftigelse som cowboys vestpå og derved prægede den musik, som spilledes blandt korøgterne. Musik fra Vesten mangler dog som oftest de træk, som karakteriserer OT, eksempelvis 5-strenget Clawhammer banjo og ”The High Lonesome Sound”. Nogle hører irsk musik i OT, og med god grund: De irske rødder er ofte tydelige i OT. Andre igen hører skandinaviske træk i amerikansk sydstatsfiddle. Dette sidste er derimod en komplet misforståelse, idet der aldrig har været nok skandinaviske indvandrere i det sydøstlige USA til at de kunne afsætte noget som helst spor.
Så lad os bare slå en ting helt fast, rigtig OT er bjergmusik fra Appalacherne.
Da der er nøje sammenhæng mellem musikken og den natur og befolkningsgruppe, den har udviklet sig iblandt, først en kort beskrivelse af disse baggrunde:

Appalacherne

Appalachian Mountains strækker sig fra Pennsylvania i nord til Georgia/Alabama i syd, og omfatter hele West Virginia, det vestlige Virginia, østlige Kentucky, østlige Tennessee, vestlige North Carolina, nordlige Georgia og en mindre del af Alabama og South Carolina.
Appalacherne er geologisk gamle, løvskovsklædte og stærkt foldede bjerge (højeste punkt Mount Mitchell i NC, 2037 m.). I grove træk består de af the Blue Ridge mod sydøst, the Shenandoah Valley i midten og Allegheny-Cumberland Mountains mod vest. Det ufremkommelige terræn var den første naturlige barriere, der mødte indvandrerne og området var til langt op i 1900-tallet særdeles isoleret i forhold til den samfundsmæssige og tekniske udvikling, der skete i resten af USA med udbredelsen mod vest. Denne isolation blev først for alvor brudt omkring 1900-tallet med anlæggelsen af større jernbanenet og omkring 30’erne et moderne vejsystem ind i bjergene, der åbnede for kulturelt og kommercielt samkvem med resten af USA – og ikke mindst radioens fremkomst, ligeledes i 30’erne.

Hard Times

Det lokale erhvervsliv består for det meste af smålandbrug (majs og tobak), håndværk og kulminedrift. Området har siden begyndelsen af 1900-tallet været genstand for hårdhændet udnyttelse af de enorme tømmer- og kulressourcer til gavn for det østlige USA’s industriområder, hvilket har medført økonomisk nedslidning og udbytning, idet den udefrakommende kapital i meget ringe grad har ladet profitten komme området til gode. Blodige krigslignende arbejdskampe, (se f.eks. på nettet under ”Matewan”) og minestrejker i protest mod denne udbytning hærgede gennem århundredet området. Økologisk uansvarlig overflademinedrift (”strip mining”), hvor bjergene af de store mineselskaber blev gravet væk oppefra, efterlod enorme områder som ødeland og gav anledning til ødelæggende oversvømmelser og forringelse af livsbetingelserne for de lokale beboere.
Endnu i dag er området et af USA’s fattigste med høj arbejdsløshed og generel økonomisk depression i mange egne. Disse hårde vilkår er et gennemgående tema i mange af de sange, som området er så rigt på. Lyt engang til Dolly Parton, som stammer fra Tennessee i hjertet af Smoky Mountains. Hun beskriver i mange af sine sange opvæksten i dyb fattigdom og fortsætter her en tradition, der er gammel i bjergene.
En moderne udvikling er den turisme, der har taget fart omkring skisportssteder, river-rafting og campisme, hvor lavlandets beboere tager op i bjergene for at nyde den storslåede natur. Dette kaster naturligvis noget beskæftigelse af sig, hvor de lokale kan optræde som statister i landliggerlivet. I Cherokee NC – på grænsen til Tennessee – kan man f.eks. for nogle få dollars se og fotografere efterkommerne af de engang så stolte Cherokees i malplacerede prærieindianerdragter og mange steder slås der plat på ”Hillbilly-miljøet” til glæde for uvidende turister.

Hillbillies

Befolkningen i Appalacherne var næsten udelukkende af oprindelig britisk herkomst – skotsk, engelsk, walisisk og irsk, m.a.o. anglo-keltisk. De første kom ind i bjergene i slutningen af 1700-tallet, og siden havde deres efterkommere trodset de primitive betingelser for at kunne leve ”et frit liv uden utidig indblanding fra administratorer, lavlændere og andre slyngler”. De var på godt og ondt en anakronisme i et dynamisk samfund. De levede i pagt med og af naturen, deres sprog – skønt det havde udviklet sig til en markant sydstatsdialekt – havde stadig vendinger og udtryk fra det gamle land, gamle æresbegreber blev holdt i hævd og bevidstheden om, hvor de kom fra, levede i dansemusik, sange og beretninger.
På denne baggrund har disse ”Hillbillies” været genstand for foragt og latterliggørelse – blandet med en kildrende frygt og gysen – fra det øvrige amerikanske samfund.

Film som Deliverance (Udflugt med Døden), tegneserier som Dogpatch, Barney Google (Klaus Kludder) og TV-serier som Beverly Hillbillies har udstillet deres påståede enfoldighed, manglende trang til at deltage i det øvrige USA’s jagt på hurtig og overfladisk succes, deres religiøse opfattelser, deres hjemmebrænderi (ofte en integreret del af deres økonomi) og deres ”bondske” musik – samt deres vaner med at løse problemer på kontant vis.
Dette stort set uden blik for, at her er nogle folk, der holder nogle grundlæggende kvaliteter med hensyn til ”basic living” i hævd og som – trods det, at de selv så småt var begyndt at mene, at de andre måske havde grund til deres nedladende holdning – efterhånden har genvundet deres tro på kvaliteterne i deres baggrund og folkelige kultur. Et alternativ til det glittede og overfladiske USA – en slags hvid parallel til Indianerne.
Der har glædeligvis i de sidste 30-40 år udefra været en stadig stigende interesse for livet og kulturen i Appalacherne, og internt i området er meget nået med hensyn til at genoplive tidligere stolthed ved at være en Mountaineer – i stedet for at skamme sig over at være en ”darn Hillbilly”.


Hvilke instrumenter indgår i OT?

OT er musik for strengeinstrumenter! Det eneste blæseinstrument, der har fundet indpas, er mundharmonikaen, hvis indtog er sket via den sorte tradition. Af ”slaginstrumenter” kan man stadig være heldig at høre strå eller strikkepinde, som bruges til at slå rytmen på fiddlestrengene eller knogler, brugt som irerne bruger skeer – og ellers intet.
En liste over de mest almindelige OT-instrumenter af lyder således: Fiddle, 5-strenget banjo, guitar, mandolin, kontrabas, autoharp, jødeharpe (jaw’s harp) og mountain dulcimer. Klaver og hammered dulcimer høres også, omend sjældent. Instrumenterne kan benyttes i alle mulige kombinationer af ovennævnte – eller som soloinstrumenter. Det ”klassiske” OT-band består af Fiddle, 5-strenget banjo, guitar og – hvis man er heldig: En bas.

Fiddle

Primære instrument er Fiddle’n, som kom over med de tidlige indvandrere. Forskellen på en Violin og en Fiddle er først og fremmest måden, den bliver spillet på. OT-fiddle bygger på den oprindelige britiske spillestil, og rummer ingen klassisk violinteknik: Der spilles helt uden vibrato, med dobbeltgreb og udstrakt brug af spil på 2 strenge ad gangen samt rytmisk bueteknik. Der er ingen regler for, hvordan man holder fiddle’n og buen – man gør det, som føles rigtigt! Tidligere var det almindeligt, at fiddle’n hvilede på brystet – og ikke under hagen – hvilket gjorde det lettere for fiddleren at kommunikere med publikum undervejs og synge eller ”call’e”, mens han spillede. Stolen er som regel fladere end på en klassisk violin, hvilket gør det lettere at spille dobbeltstrenge (- samt rokke buen over tre strenge) og strengene vil ofte ligge tættere ned over fingerbrættet, hvilket igen gør det lettere at tage dobbeltgreb.
Der gøres i udstrakt grad brug af specialstemninger – faktisk bruges GDAE-stemningen meget lidt. Mest almindelige i bandsammenhæng er AEAE, der typisk bruges til A-melodier og melodier i ”Mountain Minor” og ADAE, som typisk anvendes i D-melodier. I solonumre og fiddle/banjo duetter gøres der hyppigt brug af yderligere 6-10 andre måder at stemme fiddle’n på.
Buearbejdet er koden til lyden i OT-fiddle. Den grundlæggende rytme: ”En lang og 2 korte” (shuffle) er gennemgående – med sin parallel i banjoens grundrytme – og brydes af små og lange strøg, alt efter melodiens karakter og fiddlerens temperament. Det vigtigste er aldrig at miste det ”drive”, der bærer musikkens puls. Det meste af arbejdet med OT-bueteknik foregår fra midten af buen og udefter.

Lyd og repertoire

OT-fiddle har gennem tiden udviklet sig fra britisk til en karakteristisk amerikansk stil, hvor dobbeltgrebene og de glidende (”slurred notes”) toneovergange er blevet markante træk. En række gamle britiske danserytmer (jigs, strathspeys m.m.) er næsten totalt forsvundet, og reel’en er nu totalt dominerende – et resultat af musikkens primære rolle som akkompagnement til squaredansere. ¾-takten bruges sjældent, men anvendes dog undtagelsesvist. Som før nævnt var en gammel teknik til forstærkning af rytmen, at en person forsynet med et eller to strå, strikkepinde eller lign. stod ved siden af fiddlen og slog på strengene ovenover buen. Denne teknik, der fungerer bedst i forb.m. åbne stemninger, blev naturligvis især anvendt, når fiddle’n var eneste tilstedeværende instrument.

Det typiske standardrepertoire, der tiltrods for at det stadig kan indeholde enkelte melodier af britisk oprindelse (f.eks. Soldier’s Joy, Old Dad/Wild Horse), er gennem tiden opbygget med melodier opstået i USA (f.eks. Old Joe Clark, Arkansas Traveler, Cotton Eyed Joe). Det eneste – eller mest karakteristiske – levn fra britisk fiddling er vel efterhånden kun den ”drone”, der ligger i de fleste numre – som et minde om sækkepiberne fra det gamle land.
Regionale spillestile har gennem tiden udviklet sig i Appalacherne – primært som følge af isolationen. Som eksempel kan nævnes forskellen på stilen fra 2 naboområder i The Blue Ridge: Området omkring Galax i det sydvestlige Virginia og egnen omkring Low Gap/Mt. Airy i North Carolina, blot 15-20 km. syd for. Repertoiret er stort set fælles, men hvor buestilen omkring Galax ofte er rolig og ret regelmæssig, ”rokker” man buen mere omkring Low Gap med flere synkoper og som regel hurtigere tempo. Subtile forskelle, men alligevel nok til, at det trænede øre kan placere en traditionel fiddler ret præcist. En hovedårsag til disse forskelle kan findes i det præg, enkelte prominente fiddlere har kunne sætte på deres eget lokalområde – og i den kendsgerning, at lokale træk har kunnet bide sig fast, grundet isolationen. Mange mener også, at der er en kobling mellem landskabets karakter og spillestilen – jeg er enig i dette synspunkt. Hvor området omkring Galax byder på større udsigt, kommer man omkring Low Gap ind i snævrere ”hollers” og flere ”hjørner og kroge”. Der er helt klart en psykologisk sammenhæng mellem landskab og musik.
Repertoiremæssigt er der også med tiden opstået regionale forskelle i Appalacherne, idet der ud over et fælles kendt og anvendt ”grundrepertoire” har udviklet sig et væld af fiddle-tunes, som kan være specielle for et relativt begrænset område. Således er W.Virginia rigt på ”sære” melodier i specielle harmonier, som bevæger sig i et svært definerbart område mellem dur og mol.
For at summere op: Fælles for så godt som al OT-fiddling er den lidt skarpe klang (af nogle benævnt ”the high lonesome sound”), den rytmiske bueføring og den udbredte anvendelse af dobbeltstrenge og -greb.

Den 5-strengede banjo

Kort historik

Banjoen er oprindelig kommet ind i amerikansk folkelig musik via den sorte befolkning – i grundformer, der forlængst er forsvundet. Den 5-strengede banjo synes at blive almindelig i Appalacherne i den skikkelse, som vi kender i dag, kort tid efter midten af 1800-tallet. Fotos fra den amerikanske borgerkrig viser både soldater og matroser, der poserer med båndløse banjoer uden resonatorbund, og med den 5. streng placeret som idag. Netop fraværet af resonatorbund (som man kender den fra Jazz- og Bluegrass banjoer) er karakteristisk for OT-banjoen – om end der naturligvis findes eksempler på det modsatte. En af de største Clawhammer banjospillere Wade Ward fra Independence, VA (nær Galax) spillede det meste af sit liv på en Gibson Mastertone med resonatorbund. Hvor banjoerne i Appalacherne i begyndelsen ofte var hjemmebyggede blev markedet omkring 1900 åbnet for import af fabriksbyggede banjoer, ofte markedsført af postordrefirmaer. Mange af disse banjoer var af glimrende kvalitet og kan i dag omsættes for ret høje beløb.
Den ”klassiske” spillestil i Appalacherne er Clawhammer-stilen – mindre kendt under betegnelser som ”frailing”, ”rapping” ”framming” o.m.a. Denne stil, der er karakteriseret ved en stærk gennemgående grundrytme spillet i en nedadrettet bevægelse med let knyttet hånd, giver ”pickeren” mulighed for ret detaljeret at flette melodien ind, uden at det grundlæggende ”drive” går tabt.
5. streng er reserveret tommelfingeren – og denne streng klinger altid i sin grundtone som en slags drone. 1.-4. streng anslås fremefter med neglen på midterste finger eller pegefinger (eller begge samtidig), og en eller flere strenge rammes efter behov. Grundrytmen er 4-delt, således at man anslår f. eks. 1.streng i 1. slag, lader den klinge i 2. slag, lader neglen anslå (typisk) 1. og 2. streng i 3. slag (”brush”) og plukker 5. streng i 4. slag. Om end det naturligvis er halsløs gerning at forsøge i ord at gengive rytmen, beskrives den malende af nogle som: ”bum-tidi-bum-tidi” – en rytme, der naturligt følger fiddle’n grundstrøg.

Tommelen kan også ”droppes” til typisk 2. streng i 2. slag af hensyn til rytmen eller for at detaljere melodien. Ligeledes kan ”brush’et” bestå af en enkelt anslået streng.
Denne teknik giver gode muligheder for at lægge personligt præg på en spillestil, om end den grundlæggende følger samme mønster. For at tage eksemplet fra Galax/Low Gap igen: Ovennævnte Wade Ward – som typisk også var en fremragende fiddler – fik en helt anden effekt ud af sit Clawhammerspil end Fred Cockerham fra Low Gap – i en parallel udvikling til den lokale fiddlestil. I det hele taget er der en tæt sammenhæng mellem lokal fiddle- og banjostil i denne tradition. Næsten enhver fiddle-tune har sin banjoversion, som musikere, der typisk har spillet sammen et helt liv, har udviklet til perfektion. Begge musikere er som oftest ”fuldbefarne” på begge instrumenter og skifter uden besvær instrumenter under en session.

Af andre regionale spillestile kan nævnes 2-finger picking, som var almindelig i det østlige Kentucky. Her plukkes 1. streng med pegefinger som drone, mens tommelen alternerer mellem 5. streng og en af de andre for at frembringe melodien. Omvendt var der i North Carolina en 2-finger stil, hvor tommelen plukkede 5. streng som drone, mens pegefinger alternerede mellem de øvrige strenge (et godt eksempel på denne stil er Doc Watson’s sprøde stil). Det var dog karakteristisk, at stort set alle – også disse 2-fingereksperter – mestrede Clawhammer, som var bedre egnet til dansemusik.

De mest almindelige måder at stemme OT-banjoen på er aEAC#E (angivet fra 5. til 1. streng), som bruges i melodier i A og aDADE, som er den normale stemning til D-melodier. En karakteristisk stemning er aEADE, den såkaldte ”Mountain Minor”. Som det er tilfældet med fiddle’n, findes der imidlertid masser af specielle stemninger, som dels er opstået af det tætte samarbejde med fiddle’n, og dels med henblik på at gøre det muligt at opnå specielle klangbilleder. Igen som med fiddle’n er det ønskværdigt at opnå så mange ”åbne strenge” som muligt, idet det giver den bedste lyd i instrumentet. Hvor det tidligere var almindeligt, at banjoen havde et gribebræt uden bånd (”fretless” – som en fiddle), hvilket giver en naturlig begrænsning i eskapaderne over 5. strengs højde, er de fleste OT-banjoer nu forsynet med bånd, hvilket naturligvis gør det muligt at spille ”op ad brættet” – om det skulle ønskes. Alligevel ser man inden for OT sjældent pickere, der kommer over 5.-7. bånd – ikke fordi de ikke kan, men fordi OT ikke indbyder til ekvilibrisme og ”show-off”.

Nævnes skal til slut de forskellige 3-finger stile, som af relativt få hovedsageligt anvendtes til det ”importerede” melodimateriale: Sange fra minstrelshows, vaudeville og populærmelodier, som efterhånden sneg sig ind i manges repertoirer, ikke mindst efter radioens og grammofonens indtog i bjergene.
3-finger stilene, der senere skulle udvikle til Bluegrass banjo, havde deres oprindelse i klassisk musik, skrevet for 5-strenget banjo i de større østkystbyer – altså en helt anden baggrund end ovenfor beskrevet. Charlie Poole, der i 30’erne havde kommerciel succes med forskellige stringbands under det fælles navn C.P & the North Carolina Ramblers, fik tilmed sin specielle 3-finger stil opkaldt efter sig.

Guitaren
Guitaren kom relativt sent ind i bjergene. Vi skal op i 1920’erne (igen med fabriksproducerede og postordreomdelte instrumenter), før den ses som almindelig i OT-bands instrumentering, og da ”kun” som opbakning for fiddle/banjo. En række solister/sangere opdagede dog på samme tidspunkt guitarens kvaliteter som soloinstrument og slog deres navne fast som formidlere og komponister af tidens populære ballader om alt fra lokale forbrydelser til sentimentale kærlighedssange – forløberen for moderne Countrymusik. Gradvis accept af guitaren i bandsammenhæng fulgtes med udviklingen af spilleteknikken, hvor basløb og harmonier blev mere og mere sofistikerede – til tider med nær stjernestatus for guitaristen som følge. Optagelser med Skillet Lickers fra det nordlige Georgia viser en guitarist, Riley Puckett, hvis basgange til tider blev ekvilibristiske i en sådan grad, at den musikalske sammenhæng mellem ham og resten af bandet næsten gik tabt. Men han blev populær!
Heldigvis er der masser af andre eksempler fra 30’erne på guitarister, der støttede og underbyggede musikken – Ernest Stoneman fra Virginia havde en række bands (f.eks. Blue Ridge Cornshuckers), hvor hans enkle, men markante basspil var stærkt medvirkende til at bringe ro og værdighed over deres optagelser. Han indspillede ligeledes bl.a. 6-7 numre med et par lokale slagsbrødre Sweet (sic!) Brothers (fiddle/banjo), hvor hans fremaddrivende basgange bidrog til optagelser, der sjældent er overgået i intensitet og tæt samspil.

Et andet eksempel på guitarens stærke fremmarch var the Carter Family fra Virginia, som med deres vokalharmonier og deres brug af guitaren som soloinstrument (og sammen med autoharp) i deres traditionelle og hjemmelavede ballader fik kolossal succes med deres grammonindspilninger. Carter Family lagde således navn til en guitarstil, der skulle komme til indgå som stilelement inden for Countrymusikken helt til i dag.
En hvid ”bluestradition” opstod parallelt inden for det eksploderende grammofonplademarked med inspiration i afro-amerikanernes guitartradition. Denne indtrængen på en musikstil, der havde været forbeholdt de sorte, var ofte et forsøg på at lukrere på et marked, der stadig var præget af racistiske holdninger overalt i Syden. Hvis det var en hvid mand, der spillede, kunne det sælges til et hvidt publikum – som jo havde pengene. Det skal indskydes, at Appalacherne ikke i samme grad som lavlandet i Syden har været præget af racespændinger – hvilket naturligvis skyldtes, at der var forholdsvis få sorte i bjergene. Den økonomiske struktur, der havde betinget slaveriet, var ikke tilstede i Appalacherne – det var et naturligvis et lavlandsfænomen, hvor plantagerne havde opslugt enorme mængder af ”gratis” arbejdskraft.

Stemning og spillestil
OT-guitaren stemmes typisk som guitarer normalt: EADGBE (6. til 1. streng). Der benyttes så godt som aldrig specialstemninger i bandsammenhæng. Den mest almindelige teknik er ”flatpick” – med et relativt stort plektrum – og guitarens funktion er, ud over de klanglige, at forbinde akkorderne med basløb. Dette kan naturligvis gøres mere eller mindre opfindsomt, men normalt foretrækkes den rolige solide guitarbaggrund frem for den ekvilibristiske. Da der ikke tages ”breaks” i OT som i Bluegrass, kan man hævde, at kravene til guitaristens teknik inden for OT ikke er så store, men dette skal man nu ikke lade sig narre af – guitaren kan være afgørende for dynamikken i bandet og den ”OT-feeling”, der lægges i anstrengelserne. Ikke mindst, hvis der ikke er en kompetent bas til stede, er guitaren helt afgørende for bandets lyd.

Bassen

Bassen inden for OT er efter alt at dømme lige så tidligt forekommende som guitaren. Nogle af de første optagelser med OT-bands har bas med, ofte strøget – i modsætning til senere, hvor det blev den ”håndspillede” bas, der blev fremherskende. På gamle optagelser fra Ozark-bjergene i det nordlige Arkansas og det sydlige Missouri kan man ligeledes høre bassen betjent med bue, hvilket bidrager stærkt til optagelsernes arkaiske og dystre lyd. The Ozarks minder stærkt om Appalacherne. Samme natur, samme befolkningsoprindelse og stort set samme musiktradition. Ifølge traditionen ”drog folk videre til Ozark-bjergene for at få lidt ro, da der blev for mange mennesker i Appalacherne”. Og der kan være langt imellem folk i Appalacherne!
Dog er bassen langtfra almindelig på disse optagelser – dels fordi bassen er et dyrt instrument, som ikke mange har haft råd til, dels at det ikke er så oplagt et soloinstrument (!) som fiddle eller banjo. Det synes som om, at det kun var de ”etablerede” bands, der havde haft held til at finde en bas. En billig og god erstatning for en bas kan dog høres på en del gamle optagelser, den såkaldte ”Washtub Bass” – som navnet siger en vaskebalje med et kosteskaft og en eller få strenge.
I dag har de fleste bands fra ”The OT Revival” bas med som fast bestanddel, hvor den kompletterer ”grundbandet” i OT: Fiddle, banjo, guitar og bas.

Bassens funktion og stemning

Bassen er ankeret i OT. Den bringer vildskaben under en form for kontrol, og får musikken til hvile i sig selv. For fiddleren er det en velsignelse at spille med en god bas i bandet, ikke mindst når der spilles til lange square dances og for danserne gør den det lettere at høre rytmen i musikken over støjen fra dansegulvet.
Et eksempel på bassens betydning kan høres på Tommy Jarrell’s ”June Apple” (Mountain 302), som er et af de vigtigste OT-albums fra nyere tid. Tommy Jarrell, vel en af USA’s mest berømte fiddlere (Mt.Airy, NC, 1899 til 1976), indspillede i en ret høj alder dette album med Kyle Creed på Clawhammerbanjo (en anden af giganterne fra the Blue Ridge), Bobby Patterson på guitar og Audine Lineberry på bas. Numrene består af lokal square-dance musik, og udgør en veritabel ”encyclopædi” af melodier og anvendt bandstil fra ”hjertet af Appalacherne”. Bassen lægger her netop den bund, der får musikken til at vokse sig større og større, hver gang man hører den. Anbefales kraftigt som indgang til OT-musik.
Bassen stemmes GDAE (4. til 1. streng) og spilles i dag mest som ”håndbas” – ofte som Slab Bass (”slaskebas”), hvor bassisten banker strengene i fingerbrættet, hvilket forstærker rytmen. En fornøjelse var det på Kattingetræf 2004 at høre den amerikanske gruppe Crooked Jade’s bassist benytte bue ind imellem, som på førnævnte gamle optagelser.